Krishnan fik arrangeret en tur til Nagercoils tempel, hvor kvinderne skal baere sari og maendene doti og bar mave. Af den grund tog vi til byen og koebte toej saa vi matchede templets dress code. Ellers stod den igen paa hygge med boernene i deres cottages og Maries held er vendt i backgammon!
Vi er begyndt at falde til i ashrammen og blive en del af hverdagen, hvilket er virkelig rart. Den staar ikke paa konstant sight seeing og tempoet er et helt andet. Til gengaeld faar vi lov til at vaere en del af den indiske kultur, som vi ikke hidtil har haft mulighed for.
Paa Nagacoin st blev vi hentet af Vasantha og Ramya, der koerte os til ashrammen. Vi fik en varm velkomst af ashrammens spirituelle leder Krishnan med (god) chai og aftensmad. I forhold til vores indien-standard bor vi i hvad der svarer til en no-aircon-suite. Foerste dag i ashrammen viste Ramya os rundt paa skolen, og vi fik sagt namaste til samtlige klasser. Da boernene havde fri, tog vi med de, der ikke bor i ashrammen med skolebussen hjem til landsbyerne. Kl. 18 sad vi i skraedderstilling og med rank ryg klar til aftenboen, der er mere omfattende end en lille fader vor. 40 minutters sang senere spiste vi med boernenem, og det var droen hyggeligt. Senere paa aftenen stod den paa danseopvisning bollywood-style.
Boernehaven i ashrammen
Marie snakker med en af hytternes 'housemother'
Aftensmad paa bananblade, der markerer en speciel dag. Normalt spiser de paa tallerkener
'Fejrsken' og Sumadi. Ude til hoejre ses bibliotikaren, der er lige saa soed som hendes frisure er stram
Efter endnu en lang bustur til Kottayam og en faerge videre til Alleppey, har vi naaet sidste stop i Kerala inden vi skal til ashrammen. Her er lidt billeder fra vores backwaters i Alleppey, hvor vi tilbragte dagen i kano i omgivelser, der maa vaere den indiske pendant til Venedig, bare stoerre. Fra kanoen drev vi forbi det ene lille landsbysamfund efter det andet, hvor de forberedte sig til aftenens festligheder - guden Shivas foedselsdag. Vi spiste laekker traditionel mad i en af landsbyerne og sluttede aftenen af ved Alleppeys Shiva-tempel.
Vi ankom til Munnar i gaar aftes. Vi fandt hurtigt et sted at sove og lavede en aftale med en super flink rickshaw-chauffoer om en tur til i dag. Munnar by paa 6 kvadratkilometer er doed charmerende. Her er hundekoldt om morgenen og dejlig varmt i dagtimerne. I morges kl. 7 holdt Raju i sin rickshaw uden for vores vaerelse, klar til at vise os rundt i Munnar. Eftersom vi var tidligt ude, havde vi stort set vejene og udsigterne for os selv. Raju kunne fortaelle en masse om teplantagerne og -plukkerne.
Vi moedte nogle tempel-gutter lige da vi var steget paa rickshawen. Chai og god karma fra morgenstunden af
De haardtarbejdende kvinder i plantagerne. 9 timer om dagen, mandag-loerdag
Vi spurgte hvilken slags te de dyrkede i Munnar, hvortil Raju svarede, at de dyrkede sort, groen og hvid te af samme sort. Af de store yderste blade fremstilles sort te, det mindre blad bliver til groen te og foerst helt inde i skuddet ligger bladet til hvid te (det mindste blad paa billedet som Marie har pakket ud)
Morgenmad hos en familie i en af de mange bjergbyer. Daarlig chai, stakkels hoene
Esben snakker med en mand, der fejer stien til Top Station
Som opfoelger paa sidste post saa klaekkede skilpaddeaeggene vores sidste aften i Agonda! Herefter sagde vi farvel til vores lille beach hut, som vi ellers var begyndt at foele os hjemme i, og goddag til en MEGET kold AC-bus mod Kochi; 17 stive timer, indisk-dubbede gyserfilm og en gammel kamikaze-chauffoer.
Kochi er en mellemstor by, der egentlig bare fungerede som mellemstop inden vi skulle videre til Munnar. Den joediske byddel var dog besoeget vaerd med dens flotte synagoge, spice markets og indiske antikviteter. Efter en enkelt dag i Kochi satte vi kurs mod Munnar og ankom 4,5 time senere, 2800 meter over Kochis smog.
Efter lidt forvirring omkring at Madgao er den gamle betegnelse for Margao kom vi afsted mod Canacona. Vi havde tre busture, hvor vi var ved at blive beroevet af konduktoeren og overvaerede slaaskamp paa bagsaedet. Da vi endelig stod af sidste bus i Agonda, var vi for en gangs skyld glade for vores store rygsaekke.
Agonda er hele den boevlede transporttur vaerd! Her er forholdsvist uspoleret, fed backpacker-stemning, flot strand og natur. Paa stranden ligger der skildpaddereder, som efter sigende skulle klaekke mens vi er her, saa vi venter i spaending hver aften. Paa den sydlige del af Agonda Beach ligger der i klippevaeggen en stor flagermusegrotte, som vi kravlede op paa i gaar. Der sad vi til solnedgang imens hundredevis af flagermus, paa jagt efter insekter, floej under vores foedder. I morges stod vi op kl. 5 og drog afsted mod Fort Capa de Roma paa vores lejede scooter. Udover aberne, var vi de eneste paa fortet til solopgangen.
Paa mandag staar den paa en lang 16 timers bustur mod Kochi i staten Kerala, saa vi har endnu et par dage tilbage i Agonda - ja tak!
Vores venner Chandra og Ujwala ude foran deres biks, der fortalte os, at de groenne sammenrullede blade fungerede lidt ligesom skraa, men i stedet for tobak er det euforiserende noedder.
Planen blev aendret lidt. Vi tog en ekstra overnatning i Arambol, og fandt lidt laengere nede ad stranden et rigtigt hyggeligt sted at spise. Vi tog en (meget svedig) times bustur fra Arambol til Mapusa, for saa at hoppe paa en ny bus til Panaji. Den samlede pris for transporten var 30 Rs pr. mand (3 DKK), saa det er klart vores nye foretrukne maade at komme rundt i Goa paa.
I Panaji bor vi et smaat guesthouse drevet af en lille familie, der maa vaere Panajis mest venligtsindede indere. I gaar aftes mens vi laa og laeste, broed folk ud i sang udenfor paa gaden. Aabenbart er familiens alter bygget ind i vaeggen under vores vindue, saa en femten-tyve indere var stimlet sammen til aftenmesse. I morgen rejser vi igen med bus til den sydligste del af Goa, der graenser op til Karnataka. Her haaber vi paa at finde en mere uspoleret strand inden vi rejser til Kerala.
Vores flotte badevaerelse og andre billeder fra Arambol
I gaar tog vi toget fra Mumbai Central St. tidlig morgen mod Goa, dog med et par ubesvarede spoergsmaal:
Hvorfor staar der 'HORN OK PLEASE' bag paa alle de stoerre biler?
Hvorfor ryster de paa hovedet hver gang vi siger tak?
Hvad er der i de smaa sammenrullede blade, samtlige indere spiser?
I det overraskende paene tog moedte vi et ungt tjekkisk par, der havde vaeret i Nepal en maaned forinden. Vi besluttede os for at staa af sammen i Nordgoa, Thivim. Derfra delte vi en taxa til hvad vi troede var en lille hippie-flaekke, men byen Arambol er fuld af russere og planen er hurtigst muligt at komme videre sydpaa. Vi havde dog en rigtig hyggelig aften med Thomas og Arieche (vi ved ikke hvad hun hed, men det loed lidt saadan). Vi spiste noget mad og tog et par oel paa stranden. Vi fik endda vores foerste varme bad, hurraa! Her er, trods russerne, utrolig smukt.
Kh. M & E
